Omkring 20.30 træder jeg ind i et allerede godt fyldt og meget varmt Forum fredag aften, hvor Stereophonics kæmper bravt med at varme et U2-hungrende publikum op.

Musikken er at den støjende slags, som skal høres adskillige gange, før det bliver fedt.
Da det er min debut med Stereophonics, beslutter jeg mig derfor at finde den optimale plads. Til en sådan koncert må man veje for og imod. Står man tæt på scenen risikere man at måtte nøjes med et enkelt glimt af bandet mellem de foranstående publikummeres kåde koncerthop, men til gengæld går man en fantastisk stemning og muligheden for at opleve et af de øjeblikke, hvor det synes som om, at bandet kun spiller til dig. Den anden mulighed er at trække væk fra scenen og dermed få frit udsyn til showet. Man skal dog være opmærksom på, at både stemningen og kontakten til bandet ryger fløjten.
Efter lidt driven rundt, drivende våd af sved, vælger jeg den første løsning og klemmer mig så langt op foran, som min moral tillader det. Jeg ender stort set så langt oppe i højre side, som man kan komme og giver mig til at vente.
Bono, the Edge, Adam Clayton og Larry Mullen jr, det vil sige U2, åbner koncerten med den hårde pumpende Elevation, som har lagt navn til denne tour, efterfulgt af førstesinglen Beautiful Day fra albummet All that You Can't Leave Behind.
I mellemtiden er jeg blevet godt træt af absolut intet at kunne se, så jeg trækker væk fra scenen og op på balkonen. Det er lidt tamt, når man kommer lidt på afstand af begivenhederne, men det er til gengæld muligt at se bandet.
U2 følger op med Until the End of the World og Mysterious Ways fra det uovertrufne Achtung Baby album. Jeg er lidt varm om hjertet ved gensynet med det specielle spil mellem Bono og the Edge, som per tradition knytter sig til Until The end of the World.
Rollefordelingen er som den plejer. Bono på sang og the Edge på guitar tager sceneshowet , mens Larry Mullen bundet af sit trommesæt og Adam Clayton på bas holder sig i baggrunden.
De næste numre glider forbi uden rigtigt at få fat i os nede bagved, indtil U2 til min store overraskelse hiver et af deres mest kendte numre Sunday Bloody Sunday frem. Sangen har så vidt jeg ved, ikke været spillet live andet end nogle gange i amputeret udgave med Edge alene på guitar og sang under Pop Mart-tourneen. Bandet erklærede i 1988 på dagen, hvor IRA's bombesprængning dræbte adskellige i den lille nordiske by Enniskillen, at det ikke var sikre på, at de ville spille sangen live igen nogensinde.

To signaler
Det er med undren, at jeg kan stå og betragte mit medpublikum, som jublende bifalder Bono's ord om solidaritet og ansvar og samtidigt kaster sig selv og andre genstande (gerne halvfyldte ølkrus) til højre og venstre uden den mindste snert af hensyntagen til deres omkringstående medmennesker. Denne atmosfære af egoisme lægger lidt en dæmper på min glæde ved at gense verdens i dag største rockband. Min bitterhed trænges dog langsomt tilbage af numre som Bad, Where the Streets have no Name og til sidst Pride.
De fire ekstra numre indledes med et kraftfuldt indlæg i debatten om håndvåben i USA i form af Bullet the Blue Sky. En sang som oprindeligt er skrevet om Bono's oplevelse som nødhjælpsarbejder i Nicaragua og El Salvador. Herefter følger With or Without You og One et af historiens vel nok smukkeste rocknumre. U2 lukker med deres smukke hyldest til Aung San Suu Kyi, Walk On.
Efter koncerten står man lidt tilbage med følelsen af at være blevet smidt ud midt i det hele, for hvad med numre som New Years Day, Stay, Please, The Ground Beneath Her Feet o.s.v.
U2's bagkatalog er så bugnende af virkeligt gode sange, at det er umuligt at få dem med i en koncert af en rimelig længde.
U2 formåede at klare at leve op til sig selv, som verdens bedste liveband. Den spilleglæde og ydmyghed over at få lov til at spille for os, som de udviste, gør at, man ikke kan andet end at elske dem. På trods af den forventning, man ikke kan undgå, at have til et band som U2, formåede de også denne gang at lev op til den standard, de selv har fået sat omkring deres koncerter, og det også selv om det denne gang blev gjort med væsentlig simplere midler end det har været gjort de sidste 10 år. De var bare fire mænd på scene, men alligevel formåede de at skabe en oplevelse af den fantastiske slags.

(Det med egoistiske fans kan jeg desværre kun give Janus Nielsen ret i. Jeg stod i hjertet lørdag og til den sidste sang Walk On tænkte jeg naiv som jeg var, jeg går ud nu for at få min taske som var i garderoben, så skal jeg ikke stå der hele natten og vente. Hjertet var blevet lukket af og man kunne ikke komme ud før bandet havde forladt scenen. Nå tænkte jeg, og ville gå tilbage igen, men blev mødt af en flok fans som bare skulle ud og jeg blev skubbet tilbage og ramte gitteret. Hvor fedt er det?.
Det samme skete da vi skulle ind i hjertet, alle skulle ind først, ingen hensyn, men det kunne også have været undgået, hvis der havde været mere styr på antallet som blev lukket ind ad gangen.
Man behøver ikke at skubbe som en sindsyg for at komme tæt på bandet, jeg kom ind i hjertet og stod meget tæt på The Edge uden at mase mig frem og på Gentofte gik mig og veninde stille og roligt ind og vi fik en plads på første række foran Adam!.)