Først The Beatles' "sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band". Så U2s egen "Elevation". På bånd. Lyset er tændt i hele salen. Forventningens glæde er stor. Som fire fyre fra nabolaget slentrer Bono, The Edge, Larry Mullen og Adam Clayton ind på den hjerteformede scene, griber instrumenterne og spiller videre på deres højtråbende indgangsbøn. Musikken blæser ud af højtalerne. Bono bøjer nakken bagover og gjalder ordene til "Elevation" ud.
Men en monumental retorik, der ikke kunne misforstås, blev U2 genfødt som et helt almindeligt band. Sidst den irske supergruppe optrådte her i landet var det med udstyrsstykket "Popmart" foran 40.000 i Parken med en scenekonstruktion så tårnhøj, at der måtte sættes advarselslamper på toppen a den gigantisk halv McDonaldlignende bue.
Men nu havde gruppen ligesom The Beatles i sin tid skrællet succes, berømmelse og alle udenomsværkerne af sig i en indendørs, prunkløs koncert uden nævneværdige effekter, med "kun" 7.000 publikummer, bas, guitar, trommer og vokal amt fire storskærme, der koncerten igennem viste sort/hvide billeder af de fire musikere.
Det er naturligvis en gigantisk selvmodsigelse og et blændværk, at man kommer tættere på U2 under disse mindre men stadig store forhold. Et paradoksalt modsætningsforhold der også spiller førsteviolin i gruppens lyd, hvor den mere end solide og arbejdmandssikre rytmesektion er det jordbundne fundament for The Edges æteriske kredsende guitarlinjer og Bonos himmelråbende sangforedrag.
"Elevation" der handler om at opleve et løfte og på den måde bliver koncertens slet skjulte dagsorden, klinger af , lyset i salen slukkes, og U2 er godt begyndt i en koncert, der markerede åbningen på en større Europaturné og hentede hovedparten af sit repertoire fra sidste efterårs album "All That You Can't Leave Behind". Et album, der efter en lang og givtig periode med elektronisk lyd og vellykkede forsøg på at skrive en egen livsstil og tidskommentar til forbrugerisme, informationssamfund og ideologiernes fald ind i en stor rockmusikalsk rammefortælling, bragte U2 tilbage til en mere konservativ, håndspillet rocklyd med sikre strejf af soul. Ikke det mest fremsynede album men spækket med indiskutable melodier og mindre præget af den svulstighed, der tidligere har været den irske supergruppes hovedproblem.
Selv om klimaet i Forum nærmede sig regnskovens med fugten dryppende fra hallens hvælvinger beholdt The Edge sin hue på. Bono havde sine orangetonede smartbriller på indendørs og gennemførte helt frem til ekstranumrene koncerten i læderjakke!.
U2 er uhyre bevidst om deres varemærker, og har siden begyndelsen af karrieren værnet om gruppen og deres karakteristiske lyd med The Edges myge, ringlende guitarlinjer, som tindrer i randen af lydbilledet men også stedvis trækker aggressive, savtakkede riffs op, og Bonos kraftfulde og på samme tid grådkvalte stemme, der i hujende omkvæd synes at kunne råbe selv de døve op.
Både nye numre som den overstrømmende positivistiske "Beautiful Day", den trøstende soulsang, "Stuck In A Moment You Can't Get Out Of" og Kite" med sin smukt dånende guitar og naturligvis de uundgåelige genhør med nu klassiske U2-sange som de sejt rullende og firsermelankolsk jamrende "Sunday Bloody Sunday" og "I Will Follow" samt den sugende storballade om længsel og tab, "With Or Without You", udløste alsang i Forum. "Ahhhh-hh, åh, åh, åhhhhh/åhhhhh, åhh åhhhhhååååå" genlyd det i en koncert, hvor U2 heldigvis sigtede mere efter den gode sang end den gode sag og havde hele salen med. Publikum var en svedende sammenklistret masse, der reagerede med skove af viftende arme, fællessang og kollektive hoppeøvelser.
Ganske vist blev alle i salen ofre for en smart forførelse, da "Sunday Bloody Sunday" havde revet alle med og pludselig blev vendt til en mobilisering af politiske modkultur, da U2 klippede Bob Marleys mildt opviglende modstandshymne "Get Up, Stand Up" ind. Men ellers var aftenen, hvor lobbyisten og rockens statsmand, der snart har trykket alle fra Mandela til Clinton og paven på næven i den gode sags tjeneste, lykkedes med at lade politiken og den hule retorik træde i baggrunden til fordel for melodierne og fandt tilbage til rockbandets kerneværdier.
Armbevægelserne er stadig altfavnende. Religiøsiteten - det konstant nærværende himmelrum for sangene - og den samfundspolitiske pointe sammen med den i rocksammenhæng uundgåelige søgen efter kærlighed - åndelige såvel som verdslig - udgør stadig en højhellig treenighed i U2s univers. Men Bono lod musikken gøre arbejdet i stedet for at ville frelse verden i næste sang.
Og når melodierne og musikken melder sig, tilgiver man U2 mange floskler.
Spillet med en vedvarende sejhed og perfekt afbalanceret mellem attack og veghed fik det, man med en kliché godt kan tillade sig at kalde en af verdens for tiden største rocknavne, taget til at lette i en flot og fuldendt halrock, der var lige ved at være for stor til Forum.

Af Per Reinholdt Nielsen